Banken tager din risiko

Velkommen til en serie af blogposts, som vil fokusere på risiko – først og fremmest de kvantificerbare risici, som de finansielle virksomheder påtager sig som en væsentlig del af deres forretningsmodel.

Der ligger en erkendelse i at formidle viden, så det er ikke kun for læserens skyld, at jeg vælger at tage udgangspunkt i helt basale (banale?) betragtninger over finans- og risikobegreber. Det giver mig en platform at stå på, og min målsætning er, at bloggen over tid kan bruges som et opslagsværk – ”risk for dummies” – der forhåbentlig vil være nyttigt såvel for nybegynderen som for den mere erfarne ”risk lover”.

Når ordene ”risiko” og ”finansiel virksomhed” dukker op i samme sætning, oplever jeg ofte, at folk slår korsets tegn og udtaler noget i stil med: ”Det forstår jeg ikke noget af.” Jeg tror på, at det vil være en gevinst for samfundet, hvis vi får afmystificeret begreberne og får forklaret risiko på en måde, så alle kan være med. Beregningerne af specifikke risikomål kan være ekstremt komplekse og involvere komplicerede matematiske modeller, men dybest set handler øvelserne blot om at forsøge at sætte mål på den usikkerhed, man står over for i en given situation. Lige som vi sagtens kan køre bil uden at vide, hvordan motoren fungerer, kan vi forstå risikobegreberne uden at have en lang matematisk uddannelse. Mit mål i denne blog er således i langt højere grad at lægge mig op ad intuitive tilgange end at anvende matematik i mine indlæg.

Årsindkomst bestemt af terningekast
I det danske sprog er risiko som regel negativt ladet, men i den finansielle verden udnytter man, at risiko (=usikkerhed) også afspejler et potentiale for positive udfald. Forestil dig, at du én gang om året skulle afgøre størrelsen af din årsindtægt med et kast med tre terninger – jo højere et slag, jo højere løn. Din gennemsnitsløn over dit arbejdsliv ville formentlig være 10,5 (gennemsnittet af uendeligt mange kast med terningerne), men der kunne være store variationer fra år til år. Forestil dig nu, at man dannede et firma, som tilbød at overtage risikoen fra alle lønmodtagere mod til gengæld at udbetale en fast årlig løn på f.eks. 9. Med tusindvis af kunder, ville dette firma få en gennemsnitlig indtægt på 10,5 pr. kunde og udgifter på 9 pr. kunde.

Det er åbenlyst for de fleste, at et forsikringsselskabs forretningsmodel består i at overtage eller fjerne kundernes (økonomiske) risici mod en præmie. Præmien udregnes på basis af selskabets vurdering af, hvor sandsynlig en given begivenhed er, og hvor meget selskabet skal udbetale, hvis den indtræffer. Det er mindre åbenlyst, at det samme gælder for bankerne.

Banken er en markedsplads for risiko
Man kan opfatte en bank som en markedsplads eller mægler, som skaber kontakt mellem udbydere og efterspørgere af likviditet – som regel uden at de to parter møder hinanden. Udbyderen kunne f.eks. være en privatkunde, som skyder penge ind på sin opsparing, eller en virksomhed, som ønsker at investere sine frie midler til et fornuftigt afkast. Omvendt kunne efterspørgeren være mig, der har brug for at låne penge til et nyt køkken eller et energiselskab, som har brug for hjælp til at finansiere et nyt kraft-/varmeværk.

I processen med at formidle likviditet (gennem både simple og meget avancerede finansielle instrumenter) overtager banken en del af den usikkerhed, som kunderne på begge sider af handlen ellers har og tager en præmie for dette. Til gengæld får banken nu bygget en stor portefølje af risici. Og i modsætning til det tænkte terningeksempel herover, hvor der er et endeligt antal udfald, så står banken over for et (i princippet) uendeligt udfaldsrum – alt er muligt. Det betyder på den ene side, at banken har gode muligheder for at tjene penge, når terningerne falder heldigt ud (i opgangstider), mens det til gengæld kan gå rigtigt galt, når alle terningers øjne er små.

Det helt afgørende i denne sammenhæng er, at banken har et rigtig godt overblik over de risici, den har påtaget sig, og derfor ret præcist ved, f.eks. hvilke indtjeningsmæssige konsekvenser der vil være ved et rentefald eller en stigning i dollarkursen. Det vil betyde, at banken – i tide! – kan reagere eller sørge for at afdække (videresælge) de risici, som udgør den største fare for bankens indtjening eller måske endda dens overlevelse. Et godt eksempel på en bank, som aktivt forfølger denne strategi, er Bank Leumi i Israel.

Hvis du som læser er nået frem til dette punkt i teksten, formoder jeg, at du har en holdning til indholdet. Jeg vil meget gerne have dine kommentarer og eventuelle input til emner på området, som du finder interessante. Det kunne måske give inspiration til fremtidige blogindlæg. Tak for din tålmodighed.

tags: risk management

Post a Comment

Your email is never published nor shared. Required fields are marked *

*
*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <p> <pre lang="" line="" escaped="" highlight=""> <q cite=""> <strike> <strong>